Alt spildevand fra destruktionsanstalten Blaakilde Mølle blev kogt, så der ikke var bakterier i, inden det blev ledt ud i fjorden. Der var nogle, der tattede store, fede ål, der hvor Blaakildes spildevand blev lukket ud. (At tatte ål er en fangstmetode med masser af regnorm og uden krog. Det skulle være bedst at gøre det om natten. Red.). Da slagteriet og Blaakilde lukkede, forsvandt fiskene.

Kristian Knudsen arbejdede på et andet tidspunkt med slamsugeren for Hobro Renovation & Kloakservice. Han skulle suge fra Blaakilde Mølles udskiller ved fedthuset, og da han gik i gang, begyndte motoren at løbe løbsk. Så slukkede han for hanen, og motoren faldt til ro. Han prøvede igen, og motoren rendte igen for stærkt. Det viste sig, at der var benzindampe i fedtet, og da noget af det løb ind under førerhuset, snuppede motoren dampene og kørte sit eget løb. Så lagde Kristian en slange på udstødningen, så den kom et godt stykke fra bilen. Han var ikke bange for, at motoren skulle eksplodere, men han var bange for, at den skulle rende i stykker, for der var jo ingen kontrol. Det gode var, at den ikke brugte dieselolie i den tid.

Fedthuset på Blaakilde var nær skorstenen, og benzincentrifugerne var tæt på fedthuset. Der var en udskiller, hvor resterne, som Kristian skulle suge op, løb i. (Fedtet blev opløst i benzin og centrifugeret fra kød- og benmelet, der blev gennemdampet og derved befriet for benzinrester. Benzinen blev genanvendt. Red.) Når udskilleren blev fuld, sendte de bud efter slamsugeren.

Der var en fra Blaakilde Mølle, der samlede sæbeflige fra, når de kom med benene fra Århus, og dem brugte han til at vaske arbejdstøj med. En dag havde han puttet mange stykker sæbe i, og da han gik over for at se til vasketøjet, var hele vaskehuset fyldt med skum.

Blaakilde havde chauffører, der hentede selvdøde dyr. En af dem var en gang i zoologisk have i Aalborg, og der fik han en elefant med – altså bare en unge, men fødderne og snablen manglede. Så gik der ikke ret lang tid, så hentede han en til, og der var fødderne med. Arne tog huder af, og Kristian Knudsen, Preben Hosbond og Prebens bror hjalp Arne (Slagteren, som han blev kaldt) med at tage huder af de døde dyr. Prebens bror var fritidskonservator, og han spurgte formanden Aksel Rasmussen, om han måtte tage de ben. Det måtte han gerne. Dagen efter ringede de øverste fra kontoret (den røde bygning over for Blaakilde Mølle), at de gerne ville have benene fra elefanten. Aksel Rasmussen skulle have sagt, at det kunne de ikke få, for de var lovet væk, men de kunne få røvhullet. Det kunne der blive en pæn krans ud af.

Kristian Knudsen skulle en gang skyde en hundehvalp, og det, synes han, var synd, så han spurgte, om han måtte få den. Det måtte han gerne, og han tog den med ind i førerhuset. På en parkeringsplads mellem Havndal og Hadsund ville han spise sin mellemmad, og hunden kiggede langt efter maden. Den skulle da ikke sulte. Omme bag i lastbilen havde Kristian en kalv, der var blevet parteret fra sin mor, og Kristian skar et stykke af låret. Der holdt en anden bil på parkeringspladsen, og de skyndte sig at pakke sammen og køre – hvorfor mon!?

En gang var Kristian Knudsen ude ved et hønseri, hvor en sikring var gået, så ventilatoren var stoppet. Når det sker, dør kyllingerne ret hurtigt. Det var ikke alle kyllingerne, der gik til, men der var mange, og de var blevet smidt i en dynge udenfor. Så gik Kristian ene mand i gang med en greb, og da bunken var stor, tog det sin tid. Da han kom tilbage til Blaakilde, spurgte formanden Aksel Rasmussen: "Hvorfor kommer du så silde?". Kristian svarede, at han kunne prøve at kigge bag i bilen, og så var der ikke mere snak om det.

De lavede også flere slags gødning på Blaakilde Mølle, og en af dem hed Anemix. Det var lavet af hornmel/fjermel. Fjer blev sorteret fra og smeltet for sig selv og blev til et brunt pulver uden fedt. Hans, som bl.a. gav chaufførerne besked om, hvor de skulle hente døde dyr, tog lidt Anemix med hjem til sin græsplæne. En af bønderne i nabolaget mente ikke, det havde nogen værdi, så Hans tog en håndfuld med derover og skrev Hans på mandens græsplæne. Det stod meget grønnere hele sommeren. Så fjermelet duede godt nok. Det blev desuden brugt som gødning til vinstokke i Sydeuropa.

Det sjoveste var den gang Kristian Knudsen kørte i området omkring Kongerslev, og ved den korrekte adresse spurgte han efter Anton Sørensen. Ham kendte de ikke. Han spurgte også naboen, "Ja, det er ham, der bor derinde," fik han at vide.
"Men der var ingen, der kendte ham."
"Du har også spurgt efter det forkerte navn.
Så fandt han papirerne frem og sagde:
"Nå, der står da så’n her."
"Jah, det gør der, men så’n hedder han ikke heroppe."
"Nå, hvad hedder han da?"
"Han hedder Ride Rap."

På Blaakilde var der en gang kommet mange dyr ind fra alle chaufførerne. De blev hængt på et transportbånd, og de dyr, der skulle obduceres, blev kørt lidt ud til en side. Pludselig var formanden Aksel Rasmusen væk, og Kristian Knudsen, en af chaufførerne, råbte efter ham. Da Kristan fandt ham, så han, at han blødte ud fra kasketten. En ko var kommet kørende lige så stille tilbage, uden at Aksel havde opdaget det, og han havde fået krogen i hovedet. Kristian kørte ham på sygehuset, og da lægen spurgte, hvad der var sket, svarede Aksel: "Nåh, det var en ko, der faldt ned i hovedet af mig." Så kom personalet på sygehuset sådan til at grine. Kristian fik løn for hele tiden, og derefter var han pot og pande med Aksel.

Åmølle mellem Assens og Hadsund brændte engang, og Kristian Knudsen skulle hente nogle indebrændte dyr. Der var otte køer, en hest og nogle søer, som havde stået bundet. Tilskuerne stod en meter fra fabrikken og kravlede ovenikøbet ind. Kristian og hans makker sagde, at de skulle gå væk, for loftet kunne falde ned, men det gjorde de ikke. Så sagde makkeren: "Nu skal jeg sat'me få dem væk. Der var en gæret ko, og han jog en kniv i den ved den bløde trekant. Koen sagde pfff, og så forsvandt tilskuerne, ledsaget af store latterbrøl fra Kristian og hans makker.

Hvis der ikke var færdigvarer nok at hente fra Blaakilde Mølle, kørte chaufførerne (efter grundig rengøring af bilen) produkter ud til nogle foderstofforhandlere. Der var en chauffør, der havde fået at vide, at han skulle ét sted hen næste dag. De gjorde hans vogn ren, læssede bilen med noget andet og lagde de papirer ind, som hørte til denne nye last. Chaufføren satte sig ind og kørte. Da han fandt ud af, at han var kørt den gale vej, blev han noget knotten, men han fik at vide, at han bare kunne have læst papirerne, inden han kørte hjemmefra.

En gang læssede nogle chauffører fra Blaakilde, bl.a. Kristian Knudsen, en død hest, en belgier, der, selvom hovedet slæbte hen ad gulvet, blev vejet til 1.100 kg. Den rettede krogen ud, og der lød et BRAG i bilen. Slisken buede pga. den tunge vægt.

En gang skulle Kristian Knudsen hente døde eller syge dyr ved en eneboer. Manden havde 20-25 fox terriere, og der var hundepoter i vinduet. Der var fem hunde rundt om ham, når han spiste. Kristian mødte mange excentriske eneboere på sin færd, når han var ude at hente døde dyr.

Da Kristian Knudsen var dreng i halvtredserne, havde de en stor hest på Hobro Banegård til at rangere godsvognene med. De havde ingen rangeringsmaskiner. En gang havde de spændt den for en vogn, som var for tung. Hesten prøvede af alle kæfter og stejlede, så seletøjet sprang og hesten slog sig. Derefter fik de den aldrig til det igen, og de måtte anskaffe et lokomotiv.